Vi befinder os i en lille træhytte i det sydlige Estland, hvor en gruppe kvinder regelmæssigt mødes for at gå i sauna sammen. Med det samme mærker man en følelse af stilhed – her er kun natur, hytten og kvinderne, der bruger den. Dog opfatter man hurtigt, at det ikke kun er en sauna; det er et pusterum. Den estiske instruktør, Anna Hints, tager os væk fra vores travle hverdag og inviterer os helt ind i dette intime og rolige rum. I den mørke sauna, hvor røg og sved blandes, bliver personlige historier delt.
Her er kvinderne helt nøgne – selvfølgelig fysisk, men der er også en psykisk nøgenhed. Kameraet overværer kvindernes samtaler, anekdoter og deres dybeste hemmeligheder. Der skabes både i filmen og i saunaen en plads til at tale om smerte. Samtalen samt saunaens ritualer er med til at fjerne smerten igen. Der er en gennemgribende og smuk villighed til at blotte sig. At turde være helt åben. Det er en emotionel råhed, som kun kan roses.
Vi får på en meget speciel måde lov til at overvære Estlands århundredgammel tradition med røgsaunaer. Her lærer vi, hvordan kvinder fødte i saunaerne, hvordan syge blev helet i dem, og vi ser endda skinke blive røget derinde. Det er et unikt glimt ind i et ellers lille fællesskab, der igennem filmen lukker sig op. Kvinderne taler om den sexisme, der er gennemvævet i deres liv, om at blive voldtaget, og om skønhed som kvinders mål. Her bliver den på alle måder en universel fortælling, som de fleste kvinder desværre vil kunne genkende.
Derfor er det på mange måder en feministisk film, men også blot en film om det at være kvinde, og alt hvad der følger med. Man har en følelse af, at disse samtaler har fundet sted før i tiden og vil ske igen. Lange fortællinger og udvekslinger smelter sammen med røgen, der fører os gennem filmen.
Det er vinter, det er sommer, og det er efterår. Tiden går, men fællesskabet og båndet lever stadig. Når de vinterbader sammen eller når de plukker urter til at fordrive de onde ånder. Uden for saunaen forbliver de forenede. Deres kærlighed og ømhed overfor saunaen er overvældende og måske for mange ret uforståelig. Men når man i dette rum kan svede sin sorg ud, er det næsten magisk. Vi lærer aldrig, hvordan dette fælleskab påvirker kvinderne udenfor deres trygge rum, og spørgsmålet er selvfølgelig, om det overhovedet er nødvendigt. Det havde dog givet værket en ny dimension og skabt et større billede.
Sammen med filmens scenograf, Ants Tammik, har Hints skabt en film, hvor man opsluges af fortællingen, blandt andet, ved hjælp af de smukke billeder. Vand i filmen ligner til tider lysstråler. Selvom vi kommer helt tæt på, er kameraet aldrig for påtrængende. Man mærker derfor en stor empati fra filmskaberne. De ønsker ikke at forstyrre kvindernes fred, men blot at vise os den. Kameraet viser os ikke kun den talende, men også de lyttende kvinder. Kompositionen i billederne gør det hele tiden nyt og spændende at overvære samtalerne. Det skaber en følelse af en større universel oplevelse hos kvinderne. Det er en dybt bevægende fortælling, der rækker ud af saunaen og ind i vores verden.
Kommentarer